Langt de fleste boksehandsker og andet bokseudstyr fremstilles i Sialkot i Pakistan eller Jalandhar i Indien. Netop disse to
byer er kendte for deres ekspertise inden for dette felt. Der fremstilles også handsker i Thailand, Taiwan & Kina. Sidst nævnte steder
producerer oftest deres udstyr i kunststof materialer, hvor man i Pakistan og Indien anvender kolæder eller gedeskindslæder. Anvendelsen
af kunstlæder er dog også blevet mere udbredt i disse to lande.
Prisen på boksehandsker kan være meget høj. Prisen afspejles ofte af kvaliteten. Kolæder er dyrere og bedre end gedeskindslæder, som
så igen er dyrere og bedre end kunstlæder.
Boksehandsker syes i hånden. Det har ofte været nævnt at det er børn som syer handskerne. Dette er der en stor risiko for, især hvis boksehandskerne
er meget billige og af et ukendt mærke. Hvis man holder sig til de store og kendte mærker som GREEN HILL, EVERLAST, TOP TEN o.lign. kan
man nok godt købe boksehandskerne med god samvittighed.
Boksehandskerne fremstilles oftest med en håndskåret polstring bestående af 3-4 lag skum og gummi. Flere er dog begyndt at fremstille boksehandsker
med en formstøbt polstring. Fordelen ved formstøbte polstringer er, at de oftest har en blødere, men også mere holdbar polstring. Især
TOP TEN er kendte for at anvende en formstøbt polstring i deres boksehandsker. TOP TEN har selv udviklet og taget patent på en polstring -
også kaldet 'BayFill'.